Solitaire

Solitaire af Alice Oseman.

Hvis man er fan af Heartstopper eller af gode YA-bøger, så er Solitaire virkelig en must read. Den følger Tori Spring (Charlies ældre søster) og fortæller om hendes hverdagsudfordringer og lettere isolerede liv som teenager. Derud over følger vi udviklingen af den anonyme blog Solitaire, som ændrer livet på den lokale skole for alle, men ikke mindst for Tori.

Det er bestemt ikke nogen hemmelighed at jeg elsker Alice Oseman. Hendes bøger bringer så meget glæde og lykke med sig, og vigtigst af alt forståelse.
Solitaire var den første bog hun skrev og udgav. Det er en fantastisk debutroman, som har ført til et helt univers af fantastiske bøger. (her mener jeg selvfølgelig Heartstopper, og de andre bøger der følger Nick og Charlie). Jeg ved at mange ikke mener denne bog lever op til hendes øvrige – hvilket også er sjældent for en debutroman. For mig har den dog en helt speciel plads i mit hjerte. Det var den første bog jeg læste med hende for mange år siden, da den første gang blev udgivet på engelsk. Jeg faldt pladask for hendes beskrivelse af en deprimeret teenager, og genkendte mig selv i Tori, på en måde jeg ikke tidligere har oplevet.
Nu har jeg læst bogen for første gang på dansk, og den har bestemt ikke taget skade af en oversættelse (for ikke at tale om en genlæsning!). Tori er en helt speciel hovedperson, som jeg umiddelbart tænker mange vil syntes er irriterende klynkende og fuld af selvmedlidenhed. Men jeg kan berette at det er en 100% korrekt portræt af en teenager med depression. Som jeg nok har nævnt i alle andre anmeldelser af Oseman, så formår hun at skrive om utrolig seriøse og vigtige emner, uden at det bliver mindre underholdende eller hyggeligt at læse.

Jeg er så glad for at kunne sige, at Solitaire stadig ligger på en delt første plads (sammen med Radio silence) og har altså ikke taget skade af at jeg er blevet næsten ti år ældre.
4 ud af 5 stjerner.

Leave a comment